DSV Dansk rakett?

PrincePrince
DSV I dag kl 14:05 41

DSV topper den indledende handel i eliteindekset C25 med en markant fremgang, efter at selskabet torsdag aften blot skulle bruge få timer på at sælge over 26 mio. nye aktier. Det er årets næststørste aktiesalg i Europa.

I den anden ende får aktierne hos A.P Møller-Mærsk klø og falder til bunds i indekset, efter at den store havnestrejke på den amerikanske østkyst torsdag blev afsluttet med en ny aftale for arbejderne.

Samlet ligger eliteindekset C25 kort efter åbning 0,5 pct. højere i 1920,40.

Det sker, efter at C25 torsdag lukkede i det laveste niveau i næsten to måneder med et fald på 0,7 pct. til 1911,14.

Fredagens helt store omdrejningspunkt for det brede marked bliver imidlertid den amerikanske arbejdsmarkedsrapport for september, som lander i eftermiddag dansk tid. Jobrapporten ventes at give et væsentligt fingerpeg om renteudsigterne i USA.

Som altid vil jobrapporten få betydning, og det har vi også set i de sidste mange gange. I lang tid har vi kigget på jobrapporten i forhold til Federal Reserve, og hvorvidt de skulle sænke renten, men nu har centralbanken efterhånden rimelig klart sagt, at det skal man, siger Lars Hytting, der er chef hos aktiehandel hos Artha Kapitalforvaltning.
Senest sænkede Federal Reserve renten med 50 basispoint, og det var den første lempelse i flere år.

De har indikeret, at man langt fra er færdig, så vi har fået meget bedre visibilitet. Derfor handler det ikke længere så meget om, hvorvidt renten skal sænkes, fordi det skal den, nu er det mere tilstanden i amerikansk økonomi, lyder det.
MÆRSK: ASIATISKE REDERIER STYRTDYKKER EFTER AFBLÆST HAVNESTREJKE

De amerikanske havnearbejdere har genoptaget arbejdet på den amerikanske østkyst, og dermed er strejken afblæst. Det sender negative vinde i retningen af Mærsks aktiekurs, hvor B-aktien sendes ned med 7 pct. til 9556 kr.

Strejken har varet siden tirsdag, hvor den daværende overenskomst udløb. Med strejken fulgte frygten for nye forstyrrelser i de globale forsyningskæder, hvilket tidligere har sendt fragtpriserne op og givet Mærsk og de øvrige rederier en højere indtjening.

Allerede i morgentimerne indikerede investorernes reaktion på de asiatiske børser imidlertid, at markedet forventer en hurtig tilbagevenden til en mere normal situation - og hertil den overkapacitet, som rederierne først på året flagede for.

Investorer, der håbede på et kortvarigt opsving i containerraterne, som er i en nedadgående trend, solgte, da strejken sluttede, siger Yang Ji-hwan, analytiker hos Daishin Securities i Seoul, til nyhedsbureauet Reuters.
DSV HENTER 37,3 MIA. KR. PÅ SALG AF NYE AKTIER

DSV's salg af 26.444.523 nye aktier, som blev annonceret torsdag, skete uden rabat for 1410,50 kr. per aktie svarende til lukkekursen for DSV-aktierne torsdag eftermiddag i København.

Det er ikke overraskende, at DSV kan sælge aktier. Heller ikke at det kan sælge mange aktier hurtigt. Det er dog tæt på en sensation, at DSV kan lave en kapitaludvidelse på få timer på 5 mia. euro, som bliver solgt helt uden et prisnedslag. Det viser, hvor stor tillid investorerne har til, at DSV kan gøre det igen: Succesfuldt at integrere en anden og meget stor virksomhed inden for en kortere årrække, skriver Per Hansen, der er investeringsøkonom hos Nordnet, i en kommentar.
Aktiesalget vil forventeligt blive årets næststørste i Europa, kun overgået af National Grids udbud af aktier for 8,9 mia. dollar.

DSV-aktien stiger med 6,3 pct. til 1499,50 kr. i den indledende handel.

VESTAS FÅR SÆNKET KURSMÅL HOS JP MORGAN

Vestas har fået sænket sit kursmål hos finanshuset JP Morgan til 151 kr. fra 165 kr., som samtidig fastholder aktieanbefalingen "neutral".

Det fremgår af data fra Bloomberg News.

Vestas-aktien har været gennem en historisk dårlig periode med fald 11 dage i træk. Aktien har dog en smule medvind fredag, hvor den stiger 0,3 pct. til 138,85 kr. midt på dagen.

Også Novo Nordisk har fået analysenyt. Her er kursmålet skåret til 1000 kr. fra 1050 kr. hos Nykredit, der fortsat anbefaler "køb".

Novo-aktien stiger fredag 0,1 pct. til 783,50 kr.

Aktier kører op og ned, og den er kørt rigtig godt i flere år, og så kan man ikke undgå, at der engang i mellem kommer lidt støj. Jeg ser nu stadig meget langsigtet værdi i Novo, og vi skal også nok komme op igen, men det var måske bare gået lidt hurtigt, siger Lars Hytting.