Og myndighetene vender seg bort

Norge med sin klare pro-palestinske politikk vender også blikket vekk fra sammenhengen mellom Free Gaza og jødehat. Slik ser det ut på den jødiske skolen i København. Det er selvsagt ment som en psykisk terror. Som om de jødiske barna har noe ansvar for situasjonen på Gaza-stripen.

Berlingske har hatt en serie artikler om hvordan danske jøder må skjule sin identitet i innvandrertette områder som Nørrebro i København.

Men den siste historien var likevel i en egen kategori: En familie i en villa utenfor København, hvor middelklassen normalt skal kunne leve trygt. Men ikke hvis faren i huset er israeler.

»Hvis du viser dig på skolen igen, dræber vi dig«En jødisk familie fra det vestlige København står i dag frem og fortæller om antisemitiske trusler og grov mobning, der for få uger siden kulminerende med nazitegn og »Free Gaza«-skilte ved deres hoveddør.

De har lagt vekt på ikke å tiltrekke seg oppmerksomhet. Michael bruker konas navn, de går ikke i synagogen, feirer ikke høytidene, bærer ingen ytre tegn. De ser helt vanlige ut.

Men de blir likevel «funnet» og utpekt som jøder, og denne prosessen i seg selv sier noe om at noen er på utkikk etter jøder/israelere. Aktivt. De leter dem opp som bytte.

Det begynte allerede med Joachim på barneskolen:

November 2012 hører storebror Joachim fra en kurdisk klassekammerat, at han ikke må lege med Joachim, fordi hans far er fra Israel. Året efter sker det for hans søster. En muslimsk dreng fra klassen overfalder niårige Rebecca, angiveligt fordi hun er jøde. Pernille og Michael klager til skolen og drengens forældre. Der sker ikke mere.

Parallelt med angrepene løper historien om foreldrenes forsøk på å få skolen, kommuneledelse og politi i tale. Forgjeves.

Det er det som gjør historien ekstra deprimerende: Det kommer ingen reaksjon. De ser en annen vei.

Den som er hovedpersonen i historien er den mellemste datteren, Rebecca:



Maj 2014: Rebecca kommer hjem fra skole og fortæller, at den samme dreng har sagt: »Rebecca og hendes far er dumme, fordi hendes far er fra Israel«. Ifølge Rebeccas forældre reagerer skolen ikke på et ønske om at mødes og diskutere, hvad der skal stilles op med den pågældende dreng, som har muslimske forældre.

Måneden efter skriver forældrene igen til skolen for at få et møde om situationen og drengen. Skolen svarer forældrene, at den ikke kan udtale sig om andre elever.

En måned efter sommerferien 2014 tager Pernille og Michael Rebecca ud af skolen i 14 dage. De er bekymrede for, hvad den pågældende dreng vil gøre ved Rebecca. Først derefter får de deres møde med indskolingslederen. Hun fordømmer drengens handlinger på det kraftigste, siger hun til forældrene. Der bliver snakket og taget afstand, men efter mødet hører Rebeccas forældre ikke mere.

Det blir med snakket. Snakk er det eneste de stadig mer opprørte og bekymrede foreldrene blir avspist med.

Skriv derfor staten og myndighetene inn i en hovedrolle de forsøker å rømme fra. Det er deres ansvar. Men de overlater initiativet til muslimske gutter som bokstavelig talt får blod på tann.
Ervin Kohn er forstander i Det mosaiske trossamfunn i Oslo. Han er også i ledelsen for Antirasistisk senter. Kohn går sterkt ut mot høyreekstremisme og norsk rasisme. Men dette jødehatet «ser» han ikke omfanget av. Han kan skrive lange kronikker i Aftenposten uten å nevne hvem som truer jødiske barn ut av danske og norske skoler.

Norske medier er også medskyldige. Det har kommet mange signaler om at det samme skjer her. Norske journalister leser dansk. Det er flere dansker enn norske, hvilket gir «flere historier».

Hva skjer den dagen Norge er blitt judenrein og det ikke lenger er noen jøder å true? Vil norske medier slappe av da? Ingen problemer her?

Vi har hørt noe om problemene til jøder i Malmø, men det blir ikke satt inn i en sammenheng.

Sammenhengen er at islam herjes av en radikalisme som har jødeutrydding som del av programmet. Den danske, svenske og norske eliten ønsker ikke å høre det. De har ikke psyke til å tåle det de selv har satt i gang, for likheten med tredveårene er for sterke.

Men jøder har ikke råd til slik virkelighetsfornektelse:

Det bliver februar 2015. Fastelavn. Den muslimske dreng fra klassen klæder sig ud som terrorist, hvilket han ikke undlader at fortælle lærere og elever. Ifølge Pernille og Michael siger ingen på skolen noget. Forældrenes bekymring stiger.

Hvis ikke en skole reagerer på en slik episode har den tapt. Berlingske har spurt daværende skoleleder hvorfor han ikke reagerte, foreldrene til Rebecca ville ha gutten utvist:

https://www.document.no/2019/11/25/danske-joder-jaktes-pa-i-skoler-og-boligstrok-og-myndighetene-vender-seg-bort/